GMKs Historie

GMKs HISTORIE

Vores medlem Robert Baldorf har, i anledning af klubbens 70 års jubilæum, skrevet en artikel om Gladsaxe Minigolf Klubs historie til Gladsaxe Lokalhistorisk Forenings årsbog. Denne artikel har GMK fået lov at gengive teksten fra til glæde for alle vores medlemmer. 



GLADSAXE MINIGOLF KLUB 70 ÅR

Klubbens historie og egne oplevelser nationalt og internationalt fortalt af klubbens nuværende formand, som blev medlem af Gladsaxe Minigolf Klub (GMK) i juni 1961.

Af Robert Baldorf


GMK blev stiftet den 27. august 1951 og er landets ældste klub, men sikkert ikke den første, for der lå mange klubber rundt om i København og omegn.

Banerne var ejet af fabrikat Hansen, der også havde banerne i Bagsværd. De lå på det, der i dag er parkeringspladsen bag Bagsværd Stadion, og de blev formentlig nedlagt i 1954-55.

GMK’s første baner lå på Gladsaxe Møllevej 71 ved haveforeningen Carl Nielsens minde. Grunden var ejet af Toftegården, hvor fabrikant Hansen havde lejet sig ind. Banerne blev bygget i slutningen af 1940’erne, og spilleunderlaget var asfalt.

Da banerne ikke blev vedligeholdt, købte GMK banerne med lysanlæg m.m. den 17. august 1954 for 2.835 kr. og overtog lejemålet den 24. august samme år. Da GMK ikke havde pengene, kautionerede to af GMK’s stiftere, Aksel Jensen og Erik Jeppesen, for beløbet. I 1955 startede man på at bygge betonbaner, og det var ikke noget problem da Aksel Jensen var murermester.

I 1964 ville Toftegården ikke forlænge lejemålet for en ny femårs periode, og GMK måtte flytte. I stedet blev der anlagt en græsplæne og senere, efter malerfirmaet V.S. Larsen overtog Toftegården, kom der en masse containere på grunden. Efter sigende skulle banerne stadig befinde sig under græstæppet.

Efter forhandlingerne med Gladsaxe Kommune rykkede GMK over på den anden side af gaden til nr. 74, hvor den oprindelige Gladsaxe Rytter-skole havde ligget. For at komme i gang, blev der i vinteren 1964-1965 lavet 12 træbaner, hvor spilleunderlaget var masonitplader. Selv om masonitten var sømmet godt fast i træet, var det et ”levende” materiale, som gjorde, som det selv ville, når det var regnvejr eller en varm solskinsdag!

I 1966 skulle der bygges 18 betonbaner, så der blev gravet ud til fundament. Til lysanlægget måtte der graves ned i 70 cm’s dybde, og det gjorde medlemmerne uden de faglige kvalifikationer, men vi fandt da ud af, hvorfor man kalder en spade for en spade! Da alt var færdigt med lysmaster og nedgravede kabler, kom der en installatør og satte strøm på.

Lysanlægget og alle materialer kostede 5.000 kr. De penge blev hurtigt tjent ind, for der var åbent hver dag til kl. ca. 22 fra 1. april til 30. september, og det blev hurtigt ”byens bedste ungdomsklub”. Spillemæssigt var det GMK’s storhedstid med mange danmarksmesterskaber både individuelt og i hold.

De gode tider stoppede desværre den 18. oktober 1982, hvor banerne blev gravet op, og samtidig forsvandt det meste af den gamle Gladsaxe Landsby, da Branddamsbyggeriet blev sat i gang. Sidst i 1970’erne havde GMK købet et brugt anlæg, som lå indendørs i Vestergade 10 i København på en første sal fra september 1975 og nogle få år frem. GMK fik 1980 på hjørnet af signalvej og Klausdalsbrovej en grund, hvor klubben kunne ligge og her blev banerne fra København sat op. Det betød, at man kunne holde dobbeltstævne på de to anlæg i 1981 1982 – både på Gladsaxe Møllevej og på Signalvej.

I 1984 var det igen slut, da plejehjemmet Egegården skulle bygges, og nu stod GMK i en vanskelig situation, da vi ikke havde noget sted at spille og banerne blev sendt til opbevaring et eller andet sted på Gladsaxevej. Da GMK endelig i 1986 fik den nuværende placering i Bagsværd, var over halvdelen af klubbens medlemmer forsvundet.
Der har været mange op og nedture igennem årene, men med god forståelse for idrætslivet i Gladsaxe Kommune har GMK været heldige og dygtige at kunne overleve som klub, for alle de andre klubber, der var i Storkøbenhavn i 1950’erne og 1960’erne, var lukket.


Det organisatoriske

Der eksisterede en Københavns Union i 1950’erne, og GMK kom med i 1953 efter mange overvejelser. Unionen blev nedlagt omkring 1965, da der kun var GMK tilbage i Storkøbenhavn. I 1954 blev Dansk Minigolf Union (DMgU) stiftet, og GMK var med fra starten. I 1980 skiftede DMgU navn til Dansk Banegolf Union og tilbage igen til DMgU i år 2000. En af de førte opgaver var at søge om optagelse i DIF, hvilket var lidt af en opgave, for der gik ca. 40 år fra den førte ansøgning til det endelig lykkedes i maj 1994 dog med et par års prøvetid, før man var helt optaget i DIF.

Jeg har aldrig rigtig forstået, at der er nogle personer i en organisation, DIF, der bestemmer om minigolf eller andre forbund, der har sportslige aktiviteter, er en sport eller ej? Nå, men det har nok noget med fordeling af penge at gøre? Det er heldigvis anderledes i dag, hvor der stilles krav om antal medlemmer og klubber, og at det skal være landsdækkende.

I dag holder DIF nøje øje med økonomien i forbundet, og om tilskuddet bliver brugt de rigtige steder! Der er således afsat procentsatser til administration, elite- eller breddeidræt.


Køller og bolde

I starten spillede de fleste med trækøller og nogle få med stålkøller, og dem grinede man lidt af, men udviklingen viste, at det var dem, der havde ret!

Der var det problem med trækøllerne, at træet skulle tilpasses køllehovedet, og det sad kun fast med en lille skrue, og når træet knækkede ved køllehovedet, blev køllen kortere og kortere og så måtte man have en ny, og det var ikke en let opgave at tilpasse træet til køllehovedet, og der gik hurtigt en time eller to for en urutineret.

I midten af 1960’erne gik alle over til at spille med stålkøller. Da GMK startede, spillede alle med bolde af træ, siden kom der andre bolde af forskellige kunststofmaterialer, og som regel havde spillerne maks. To bolde. De lå i lommen, og blev brugt i al slags vejr, og teknikken skulle være i orden, for der er stor forskel på at spille i koldt vejr, i regnvejr og på en varm solskinsdag. I dag er der tusindvis af forskellige bolde, for alle vil have en bold med eget navn på, fx når de har vundet et mesterskab. Jeg fik selv lavet en bold efter to års betænkningstid med mit navn på, fordi jeg havde spillet minigolf i 50 år.

For at være med på topplan i dag er det nødvendigt at have mindst 200 bolde. Mange har over 400 bolde og prisen i dag er på ca. 130 kr. for en ny bold. Spillerne hr så mange bolde, fordi de skal kunne veksle mellem boldens hårdhed, springhøjde og vægt.


Spilleregler

I begyndelsen af 1960’erne kom der en stor debat i GMK og også i DMgU, om der skulle spilles efter internationale regler. I Danmark var der på det tidspunkt regler om, at kom bolden ikke i hul på otte slag, blev der skrevet 10. Det blev på et tidspunkt ændret til, at kom bolden ikke i hul på syv slag, blev der skrevet otte. Det er siden ændret til henholdsvis seks og syv slag.

Der var også en regel om, at hoppede bolden ud af banen, så fik man et strafslag og det var temmelig irriterende for spillerne, når de ramte hullet så præcist, at den hoppede ud af banen. Denne regel er heldigvis blevet afskaffet for mange år siden. Nu bliver bolden lagt på det sted, hvor den hoppede ud 20 cm fra banden.


Turneringer

Alle DM-turneringer skulle spilles på neutrale baner, da der ikke måtte være hjemmebanefordel og en del af startpengene gik således til private baneejere i stedet for til klubberne. Det forsvandt heldigvis omkring 1978-79, hvor hjemmebanereglen blev ophævet.

Transporten til spillestederne var som regel med bus og færge til Fyn og med masser af ventetid i Nyborg til hjemturen uden pladsbillet og med jernbanefærgen.

Til Grenå, hvor vi spillede mange gange, var det med tog fra Lyngby til Hundested over Hillerød og færgen over og spille tre omgange uden træning og hjem igen samme dag. Til en Pokalturnering i Grenå skulle spillerne mødes kl. 5 på Gladsaxe Møllevej en søndag morgen. Som den optimist jeg var, håbede jeg på, at ikke alle mødte op, så jeg kunne komme med. Alle kom selvfølgelig, så jeg måtte vende hjem med uforrettet sag, og så måtte jeg jo se at blive noget bedre, hvilket også lykkedes. Det tog bare tre år.

I 1965 købte jeg en stålkølle, og nu blev spillet meget bedre, og gennem årene er det blev til 4 danmarksmesterskaber individuelt, 10 holdmesterskaber og omkring 35 gange udtaget til landsholdet.

Ude til turneringerne var der tit pauser mellem runderne, og en del spillere havde virkelig forstand på at få tiden til at gå på en fornøjelig måde, så humøret var i top, når der skulle spilles igen!


Transport til europamesterskaberne

Europamesterskaberne (EM) blev som regel spillet i juli måned og da de danske spillere måtte betale det hele selv, blev det samtidig en ferietur. EM i 1967 skulle spilles i Østrig, og da pengene var knappe, kørte vi fire personer i bil gennem Østeuropa, hvor benzinen var billig og på færgen Gedser – Warnemünde købte vi benzinkuponer og visum til DDR, hvor man skulle følge transitvejene. På et tidspunkt blev vi sultne og tørstige og vi gik ind på et hotel. Da regningen skulle betales, hade vi ingen østmark, og værten turde ikke tage vestmark, så to mand måtte køre ned og veksle penge i en bank. I ventetiden bestilte vi so noget mere øl.

Vi forsøgte at komme ind i Østberlin og Vestberlin, men det var forgæves, da vores visum kun gjaldt i DDR! Efter EM i Østrig to vi til Italien, hvortil der var købt benzinkuponer hjemmefra. Den italienske økonomi var håbløs, der var mangel på småpenge, og når vi købte ind, fik vi frimærker, tyggegummi eller andet ubrugeligt tilbage eller private pengesedler i bytte. De sidste kunne dog bruges overalt. EM 1971 skulle være spillet i Vesttyskland, men lige pludselig dukkede der en rigmand op i Portugal. Alle deltagere fik 100 D-mark i rejsetilskud ved ankomsten til Portugal. Vi kørte derned i 3 biler – to af dem fulgtes ad. Det var en tur på 3.300 km derned. Det tog 65 timer, hvor den rene køretid var 48 timer med to chauffører i hver bil.

I Frankrig, Spanien og Portugal var det gennem alle byer – ingen omfartsveje – og med gode landkort forsøgte vi at skyde genvej, hvor det var muligt. Da vi ankom til grænsen mellem Spanien og Portugal kl. 1 om natten, var den lukket, og vi kunne først komme ind kl. 7 om morgenen. Portugal var et utroligt fattigt land. Det var i diktaturtiden under Salazar, så vi spillede med politibeskyttelse, så der ikke kom andre en spillere og holdledere ind på anlægget. I Porto spillede vi i en indhegning 100 meter fra Atlanterhavet med masser af tilskuere.


EM i Danmark

Indtil 1974 afholdt arrangørlandet alle udgifter til afslutningsfesten m.v., men det stoppede i 1974, da Holland en dag før afslutningsfesten meddelte, at alle skulle betale 190 gylden for at deltage. Da det var en uventet udgift, kom der ikke noget danske spillere til afslutningsfesten. De nye regler gjorde, at Danmark kunne afholde EM for første gang, og det skete så i 1979 på Fyn. For første gang nogensinde kom der fem tjekkoslovakiske spillere til et EM i vesten. Det var ikke normalt, at østeuropæerne fik lov til at rejse til vesten. Jeg tog imod dem på hovedbanegården i København og sørgede for, at de kom med toget til Korsør og færgen til Nyborg, hvor der var nogle til at tage imod dem.

EM blev spillet i Nyborg og Kappendrup. Resultatformidlingen var over radioen, hvor hjemmeværnet medvirkede med forbindelsen mellem de to spillesteder. Det var en stor hjælp, for der var 60 km mellem byerne. Det var et vellykket arrangement, hvor jeg var ”chef de mission” i Kappendrup.


Internationale forbund

Der var to forbund ind til 1980, det ene forbund hed FIM (Federation International Minigolf), hvor Danmark var medlem, og det andet forbund hed FIMS (hvor S står for sport). Begge forbund afholdt hver deres EM. I 1976 i Vaduz i Liechtenstein og Burg i Schweiz blev de første kombimesterskaber afholdt, og i 1980 blev de to forbund slået sammen under navnet IBGV (Internationale Bahngolf Verband), så er kun var et forbund.

Omkring 1990 blev WMF (World Minigolf Federation) dannet, og det første VM i Minigolf blev spillet i Oslo i 1991. Nu blev forhandlingssproget engelsk i stedet for tysk.

VM spilles hvert andet år, og bortset fra VM 2019 i Kina har det altid været spillet i Europa. Det europæiske forbund fortsatte, og i 2000 blev der stiftet et nyt europæisk forbund under navnet EMF (European Minigolf Federation).

Jeg har kun deltaget i VM i Oslo, og jeg har aldrig oplevet noget lignende! Der var 2-3 lande, hvis spillere råbte og skreg hver gang, de lavede en etter. En henvendelse til overdommeren resulterede i, at det stoppede, men det holdt kun halvanden time, så begyndte det igen. Godt, at jeg ikke var tilskuer, for så var jeg gået.

Så blev jeg seniorspiller (man var herrespiller fra 18-45 år derefter blev man senior), og så var det slut med VM, men der ko mange gode oplevelser med seniorspillerne og et godt sammenhold. I mange år var der uofficielle europamesterskaber (SEM), hvor alle der var fyldt 46 år, kunne deltage!

Efter WMF blev dannet omkring 1990, har der været afholdt officielle SEM’er og første gang, jeg deltog, var i 1992.

I 2002 blev jeg landstræner for seniorerne; det var jeg til april 2015, hvor jeg blev ringet op af DMgU’s formand, som sagde at jeg skulle stoppe med øjeblikkelig virkning, og det var uden tak for de 14 sæsoner som landstræner. Jeg skyndte mig at udtage landsholdet til SEM i Göteborg 2015. Min sidste deltagelse på landsholdet var i 2016. Arbejdet som landstræner var ikke kun at udtage spillerne, men også sørge for overnatning, transport og tilmelding. Der var kun et begrænset tilskud på 5.000 kr. om året til alle spillerne. Det blev siden sat op til 10.000 kr. om året, samt at startpengene blev betalt.

Jeg tror, det blev til 18 gange på seniorlandsholdet.

Jeg udtog kun spillere, der kunne fungere sammen, for jeg lagde meget vægt på, at det sociale også fungerede og bare én person kunne ødelægge sådan en tur, når vi var sammen i 10-12 dage under et mesterskab, og det meste var for egen regning.


Afslutning

GMK kunne den 27. august 2021 fejre sin 70 års-fødselsdag. Begivenheden var specielt set i lyset af, at alle andre københavnske klubber var lukkede. Grunden til, at det var GMK, der overlevede i 1960’erne, må vi takke alle de personer for, som brændende kæmpede for, at klubben skulle fortsætte. Hertil kom Gladsaxe Kommune, der var indstillet på om nødvendigt at stille en grund til rådighed for GMK. Den mulighed har de andre klubber sikkert ikke haft.

I dag fylder papirarbejdet med ansøgninger, indberetninger osv. over for DIF og kommunen langt mere end tidligere, hvilket gør det sværere at få frivillige til at gøre en indsats i bestyrelsen. Men med fortsat opbakning fra de mange engagerede medlemmer, håber jeg for klubben, at den må opleve endnu flere runde fødselsdage.